FORTÆLLINGER FRA ISFJORDEN

PODCAST & AUDIOGUIDE

Illustration: Oncotype

Må man tage sin salonriffel med i banken? Hvorfor har folk i Ilulissat så mange dybfrysere? Kan man spise sæl, man selv har skudt, når man har løse mælkefortænder? Det er bare nogle af de spørgsmål, som man kan få opklaret ved at lytte til de små fortællinger i denne podcast.


Da jeg i sin tid fik opgaven at lave audioguiden til Isfjordscentret i Ilulissat, var det et ønske fra Isfjordscentret, at det ikke “bare” skulle være en audioguide i traditionel forstand, som forholder sig 1:1 til den fysiske udstilling “The Story of Ice”, som er designet JAC Studios, men også tilføre udstillingen en ekstra dimension.


Derudover skulle den også kunne fungere som selvstændige fortællinger, der kan bruges som både undervisningsmateriale til skolebørn på forskellige klassetrin og som oplysende historier for turister fra hele verden. 

Løsningen blev at skabe en audioguide, som i ni korte afsnit byder på stemningsskabende, levende og personlige fortællinger om livet ved og med Isfjorden fortalt af lokale i alle aldre. De ni afsnit kan aflyttes i vilkårlig rækkefølge og uafhængigt af hinanden for at gøre audioguiden så fleksibel som muligt.

Alle de små historier ligger på Isfjordscentrets hjemmeside, hvor man også finder al undervisningsmaterialet: https://isfjordscentret.gl/da/audioguide/

Ideen med audioguiden er, at den skal være din lokale ven, som beretter om hverdagslivet ved Isfjorden. Hvor udstillingen overvejende er videnskabeligt funderet, inddrager audioguiden lokal viden og formidler ”det erfarede” og levede liv i Grønland. Audioguiden er din ven, som viser dig rundt i udstillingen og folder personlige beretninger ud, der relaterer sig til udstillingsøerne samt til landskabet man ser uden for vinduerne, og som åbner historierne op med viden, som man ikke kan se eller læse sig til. 

 

Det har været vigtigt gennem hele processen at sikre, at audioguiden har en så lokal forankring som overhovedet muligt. Derfor er det kun lokale borgere fra Ilulissat og omegn, som beretter om hverdagslivet og er ”eksperter i eget liv”.

 

Kodeordene for audioguiden har derfor været ”poetisk videnskabsformidling”, da den kombinerer læring med stemningsskabende lydoptagelser og personlige fortællinger fra livet ved fjorden. De store og de små fortællinger smelter sammen. De globale perspektiver fortælles lokalt. Vi møder børn, fangere, fiskere og forskere. Alle medvirkende har en særlig tilknytning til fjorden, hvilket skaber levende, rørende, oplysende og tankevækkende fortællinger. Vi møder de mennesker, der på forskellig vis bruger fjorden. Det er igennem de mennesker vi lærer om geologi, glaciologi, dyr, planter, fangst, historie og hverdag.